Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen i Æblehaven

Æblehaven er den ene del af to kommunale institutioner der ligger i Ebeltoft. Tilsammen udgør de Ebeltoft Børnehus. Der er fælles ledelse, bestyrelse og sampasning i ferierne.
Vores fælles fokusområder er relation, sprog og bevægelse.

 

Vores praksis

Æblehaven er beliggende i skønne Ebeltoft i naturskønne omgivelser tæt på skov, strand og by, som vi ofte benytter os af.

Vi er en integreret institution opdelt i 2 huse - et vuggestuehus normeret til 26 vuggestuebørn og et børnehavehus med tilhørende pavillon normeret til 86 børnehavebørn.

Hvert hus har egen legeplads, der er målrettet aldersgruppen. Vi inddrager begge legepladser i vores praksis.

Vi har Danmarks bedste udeområde og bruger det aktivt hver dag. Vi bestræber os på at kunne tilbyde en legeplads der rummer det meste. En lille eventyrskov, gamle æbletræer, bålpladser, fodboldbane, cykelbane, legehuse, udfordrende klatre- og legearrangementer, stille miljøer osv. 

 

Børnehaven:

Æblehavens børnehave er normeret til 86 børn og er inddelt på 4 stuer, Rød, Gul, Grøn & Regnbue. Regnbuestuen ligger i en midlertidig pavillon, der er placeret midt på vores legeplads, da Æblehaven står overfor en udvidelse de kommende år. 

Børnehaven har i sommeren 2020 fået en gennemgribende renovering, bl.a. med ny central fælles garderobe, nyt toilet, ny indretning af stuer/køkken-alrum og motoriksal i kælderen.

Børnehaven er stueopdelt og hvert barn er tilknyttet en kontaktpædagog, men børnene kan i løbet af dagen bevæge sig frit i hele huset og benytte de forskellige funktioner som hver enkelt stue/rum tilbyder.

Vi arbejder ud fra en fælles pædagogisk praksis og vægter at arbejde på tværs i huset og vidensdele. Grundlaget for vores daglige pædagogiske arbejde, er vores årshjul og læreplaner som kan ses på AULA og vores hjemmeside.

Vi prioriterer en høj faglighed og uddannet personale. Alle ansatte har ICDP-uddannelsen eller er på vej til at starte på ICDP-uddannelse og flere har taget motorikvejlederuddannelsen.  Personalet tilbydes løbende efter- og videreuddannelse for at understøtte vores faglige udvikling. I 2022 blev hele Ebeltoft Børnehus certificering til friluftsinstitution, i samarbejde med Vends Motorik- og Naturskole, hvilket har understøttet vores fokus på motorik, natur og friluftsliv.

Vi har et tæt samarbejde med Ebeltoft Skole, hvor overgangen fra børnehave til skole er i fokus.

Vi samarbejder derudover tværfagligt med bl.a. PPR, sundhedsplejen, ergo- og fysioterapeuter, social faglig rådgivere og talepædagoger.

Børnehaven tilbyder sprogstimulering for de 2-sprogede børn og særlig målrettet motorisk træning for de børn der har behov for det.

I den fysiske indretning af børnehaven, er vi meget opmærksomme på, at børnene kan tilbydes et bredt og varieret udbud af aktiviteter i målrettede læringsmiljøer. Vores stuer er indrettet forskelligt og med forskelligt legetøj mm. Her tilbydes forskellige aktiviteter i løbet af dagen, så alle børn kan tilgodeses, stimuleres og udfordres i forhold til nærmeste udviklingszone.

Børn lærer, og lærer at mestre, mange af hverdagens udfordringer gennem kroppen, og vi arbejder målrettet med, at børnene dagligt får trænet de 3 primære sanser, labyrintsansen, følesansen og stillingssansen. Disse sanser er vigtige for et menneskes motoriske udvikling og forudsætning for indlæringen af færdigheder senere i livet.

Vi prioriterer et professionelt, respektfuldt og åbent forældresamarbejde i dagligdagen, da det er vigtigt for barnets trivsel, at vi er i tæt dialog om barnets hverdagsliv og udvikling. Vi tilbyder bl.a. løbende forældresamtaler, ved opstart, når barnet fylder 4 år og når barnet nærmer sig skolealderen. Vi arbejder med ”Klar til Læring” som er Syddjurs Kommunes lærings- og trivselspolitik, hvor de 3 pejlemærker er, at skabe inkluderende læringsfællesskaber for alle, samarbejde om at alle børn skal lykkes og skabe sammenhæng i børns læring, trivsel, sundhed og udvikling.

Legen er omdrejningspunktet i barnets dag i børnehaven. Igennem legen udvikler barnet sine sociale kompetencer og samtidig styrkes den sproglige- og motoriske udvikling. Vi tilstræber at tilbyde sjove og inspirerende lege- og læringsmiljøer, både ude og inde. Børn foretrækker naturligt de lege som de er bedst til. Men vi vil gerne udfordre børnene i mange forskellige typer af lege, så vi bedst muligt sikrer, at de bliver stærke til både at bruge deres sprog, krop og til at indgå i de regler der gælder i det sociale fællesskab.

Fx kan et sprogligt kompetent barn, der foretrækker rollelege, have gavn af, at blive fysisk udfordret i fx tumlelege, på legepladsen og i vores motoriksal, og barnet der foretrækker konstruktionsleg med Lego skal måske styrkes i rollelege osv.

Vi skelner mellem voksenstyret leg, hvor personalet sætter rammen for legen, som fx at synge og rime/remse til samling. Selvorganiseret leg (fri leg), hvor legen er formålet i sig selv og leg der opstår i rutinesituationer, som kan være afsæt til leg, fx når børn plasker med vand når de vasker hænder, eller danser og synger mens de dækker bord. Personalets opgave er bl.a. at understøtte lege og hjælpe børnene ind i legefællesskabet hvis/når det er svært ved hjælp af forskellige legestrategier, så vi sikrer at alle børn trives i legen og lærer at mestre forskellige strategier for at blive inkluderet.

 

børn leger sammen

 

 

Vuggestuen:
Æblehavens vuggestue ligger i en bygning i tilknytning til børnehaven.
Den er normeret til 26 børn, som er fordelt på de to stuer; Krudtuglerne og Spilopperne. 
Hvert barn er tilknyttet en kontaktpædagog og en stue. Vi har en mangfoldighed af nationaliteter og arbejder målrettet med de ressourcer og udfordringer det giver.
Vi har en fælles pædagogisk praksis, både når vi arbejder i grupperne og på tværs heraf. Vores pædagogiske årshjul ligger tilgængelig på Aula

Børns trivsel er en forudsætning for læring; det er derfor vigtigt, at alle føler sig trygge her i vuggestuen
Hverdagen bygges på imødekommenhed og gode omgangsformer, så grundstemningen i vuggestuen er positiv. Vi bruger ICDP som afsæt i vores relationsarbejde.
Forudsigelighed og gentagelser er en forudsætning for børns mestring

Gennem nærvær, rummelighed og anerkendelse giver vi det enkelte barn omsorg; trøst, hjælp og opmuntring og viser med både kropssprog og sprog, når VI tager ansvaret
Vi lytter til barnet og anerkender deres følelser.
Vi anerkender barnet for, hvem det er og ikke for, hvad det kan.
Alle børn skal føle sig set og værdsat!
Vi har et tæt samarbejde med PPR, Dagplejen og Sundhedsplejen i Syddjurs.

Et tæt forældresamarbejde er en vigtig faktor for barnets trivsel og udvikling. 
Vi lytter til og vender derfor gerne emner med forældre omkring deres barn og bidrager med vores pædagogiske viden. Vi arbejder med ”Klar til læring” som bl.a. indeholder en systematisk forældre inddragelse.

Børn lærer at mestre verden gennem kroppen; grovmotorisk, finmotorisk og gennem sanserne
Ud over den omkringliggende skov og natur har Æblehaven en legeplads - både vuggestuens egen og børnehavens (som vuggestuen også må bruge), hvor der er rig mulighed for motorisk udfoldelse; 
Bakken kan bruges til at trille på, bænken og træstubben til at balancere på, stierne til at køre på osv.
Vi er ofte ude, så børnene kan mærke årets skiften. Varme, kulde, vind... og f.eks. leg i vandpytter.

Både ude og inde har vi prioriteret køb af motoriske legeredskaber, så børnene altid har adgang til inspirerende motorisk leg.
Vi har valgt, at både børn og voksne leger på gulvet og borde og stole hovedsageligt kun bruges ved spisetid.
I dagligdagens rutiner trænes børnene grovmotorisk ved, at vi lader dem selv kravle op og ned af taburetterne, op i barnevognen og på puslebordet m.m.
Finmotorik lader vi dem f.eks. selv spise og hjælpe med at tage tøjet på.
Vi opmuntrer til selvhjulpenhed - motorikken stimuleres - og børnene får oplevelsen af selv at kunne. Vi arbejder ud fra Vends natur og motorikprincipper, dvs. vi arbejder med forudsætningen for at mestre.
Vi har uddannede motorikvejledere og assistenter.

Sociale relationer er altafgørende for børns udvikling. For at kunne begå sig guider vi børnene i 
at kunne opfylde egne behov samtidig med at være opmærksom på andres. Altså at forstå sociale spilleregler.
Vi sætter ord på børnenes følelser både egne og de andres. Vi lærer børnene “at vente på tur” og anerkender og opmuntrer, når de er opmærksomme og hjælpsomme over for andre. Vi er bevidste om at vi er aktive ”Rollemodeller”

Gennem leg udvikles barnets sprog, motorik og sociale relationer.
Derfor er vores/de voksnes rolle at bidrage med pædagogiske tiltag og skabe inspirerende legemiljøer, så børnenes nysgerrighed vækkes og opmuntrer til kreativ udfoldelse og fordybelse.
De voksne er aktive rollemodeller, som tilbyder forskellige planlagte aktiviteter og indgår i spontane.
Læringsmiljøer findes i alle dagens gøremål; i rutiner, leg og aktiviteter. De voksnes pædagogiske rolle er at vide, hvornår de skal være foran, ved siden af og bagved barnet.
Ud over den daglige refleksion, arbejder vi systematisk med fremadrettede evalueringer ift. vores årshjul, som en forudsætning for en dynamisk praksis.
Som ansat i Ebeltoft børnehus er man en del af et fagligt funderet personale, der aktivt sparrer og reflekterer over praksis.
Vi er lydhør over for kritik for derved på bedst mulige måde at kunne tilbyde børnene i Æblehavens vuggestue “Det gode børneliv”.
 

Det gode børneliv